Sommerfugleoplevelser gennem 45 år Af Jens Kristian Overgaard




Дата канвертавання17.04.2016
Памер7.94 Kb.

Sommerfugleoplevelser gennem 45 år

Af Jens Kristian Overgaard

KAPITEL 4


COLIAS PALAENO

Det første forvarsel om, at noget var i gære, fik jeg to dage tidligere. Min nære ven, Allan Hartz, ringede og fortalte, at Steen Christensen havde fanget to palaeno ved Gern Bakker. Da Allan så ringede igen dagen efter for at fortælle, at nu havde han også fanget en palaeno i Gern Bakker, ringede alarmklokkerne for alvor.

Næste dag tog jeg til Hals Mose og Ulsted Rimmer. Det var lørdag den 20. juni 1992.
Straks ved ankomsten til Hals Mose mødte jeg Per Falck, som kort forinden havde fanget en palaeno i Ulsted Rimmer, og mens vi stod og snakkede på grusvejen gennem mosen, kom en gullighvid sommerfugl flyvende tværs over vejen og forsvandt ind mellem nogle fyrrebuske.

Jeg husker endnu ordskiftet mellem Falck og mig: JK: ”Hva’ det?” PF: ”Palaeno!” JK: ”Det mener du ikke?!” Så styrtede jeg af sted ind mellem pors, lyng og fyr og fik fanget dyret efter flere forsøg.

Min første danske palaeno var i hus efter 31 år!

Per Falck kørte igen til Ulsted Rimmer, mens jeg de næste to timer fortsatte eftersøgningen i Hals Mose, men uden at jeg så flere.


Lige over middag kørte også jeg til Ulsted Rimmer og mødte atter Per Falck, som nu chokeret og chokerende kunne berette, at antallet af fangne palaeno for hans vedkommende var oppe på syv!

Men her sluttede eventyret ikke! Inden for den næste time, fra klokken 13.30 til 14.30, fangede jeg fire palaeno mere.

Per Falck fortalte, hvordan han havde set en palaeno sidde på nogle brombærblomster, og hvordan hans net havde hængt fast i tornene på disse brombær, så at dyret var undsluppet. Per Falck havde herefter opgivet brombærrene.

Med den historie in mente gik jeg selv hen til de omtalte brombær.

Og her sad sandelig igen en smuk palaeno på en blomst. Jeg fangede den, og den var ikke mere end lige faldet til ro i giftglasset, før der sad endnu en frisk palaeno på de samme blomster.

Inden for tre minutter havde jeg fanget to palaeno, begge hanner, på disse blomster.

Mine sidste to palaeno denne dag fangede jeg, mens de fløj over de pragtfulde bevoksninger af mosebølle i Ulsted Rimmer.

Da jeg og Per Falck endelig sidst på eftermiddagen gjorde resultatet af dagens fangst op, havde vi fanget henholdsvis fem og ti palaeno, altså 15 stk på én og samme dag.


I ugen, som fulgte, havde jeg heldigvis sommerferie, og fra den 24. til den 27. juni fangede jeg yderligere fire palaeno, således at min samlede fangst af palaeno i 1992 nåede op på ni stk.

1992 var et enestående år for palaeno i Danmark. Der blev fanget mere end 100 eksemplarer, og ifølge Michael Stoltze stammer næsten halvdelen af samtlige danske fund gennem tiderne fra 1992.

Langt de fleste fund blev gjort langs den nordjyske østkyst, på Djursland og på Silkeborg-egnen.

Vejret i forsommeren 1992 havde også været helt i særklasse: fra den 14. maj og de næste otte uger faldt der ingen regn, bortset fra den 1. juli, og det var varmt og solrigt og stort set skyfrit hver eneste dag i samtlige otte uger!


Vi var mange, som havde håbet, at palaeno efter denne massive invasion kunne etablere levedygtige bestande i bl.a. Nordjylland, men vi blev skuffede. Mange samlere eftersøgte palaeno den følgende sommer, men fundlisten for 1993 angiver kun ni fund af palaeno, og fra 1994 angives ingen fund.

Eventyret varede kort, men hvilket eventyr!

Får vi nogensinde sådan en chance igen …?

Jens Kristian Overgaard, januar 2006





База данных защищена авторским правом ©shkola.of.by 2016
звярнуцца да адміністрацыі

    Галоўная старонка